Foredrag, kurser og efteruddannelse

 

Vi tilbyder foredrag, kurser og efteruddannelse



Alene og sammen laver vi kurser og holder foredrag.
Vi henvender os til skolelærere, pædagoger, sundhedsplejersker og læger, og hvem vores emner ellers kan interessere.

Vi kommer til forældreaftener i skoler og på institutioner.
Vi kommer også i sognegårde, Lions klubber, FDF kredse o.lign.
Se også links i venstre margen om "parkurser" og "aktuelt kursustilbud". Nederst på siden "Parkurser" er der en artikel fra Nordjyske Stiftstidende vedrørende vores parkurser.
Vi har holdt foredrag og kurser forskellige steder, små som store grupper og også haft debatdag
for lærerkollegiet på folkeskole over emnet " Børn og sorg ".

Vi arbejder og har arbejdet for IDF (Immun defekt foreningen ) , Foreningen "Efterladte efter selvmord", Børns Vilkår, Foreningen SAVN  forening for pårørende til indsatte i fængslerne www.savn.dk , Boehringer Ingelheim, Pfizer, Whyet, daginstitutioner i bl.a. Ålborg kommune og flere andre.

Vi har bl.a. arrangeret  weekends og efteruddannelseskursus for Praktiserende læger og klinikpersonale i samarbejde med medicinalfirmaet Pfizer.
Titlen var "Livet før og efter døden ".
(" Pfizer bygger bro " )

Foredragslisten, Kristeligt dagblad.

Emnerne kan være mange.


• Familieliv. Hvad er en lykkelig familie?
• ”Elsk hinanden”. Parforholdet og hvordan vi passer på kærligheden.
• Nærvær i samværet med børn - Hvordan snakker vi med børnene.?
• Børn og sorg.
• Familieliv i sorg.
• Efterladt efter selvmord.
• Søskende - til syge og handicappede.


Familieliv. Hvad er en lykkelig familie?
Forventningerne til parforholdet og til familielivet er i dag store. Alt skal være perfekt, så den lille familie skal rumme rigtig meget.
Vi er sikre på at noget af det bedste forældre kan give deres børn - er forældre som er glade for hinanden. Det er de voksne i familien der har ansvaret for atmosfæren i familien, den som børn skal vokse op i.
Forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre er ofte meget betydningsfuldt, det er ofte til gensidig glæde. Bedsteforældre kan være hjælpsomme, herlige og meget værdsatte. De kan også være det modsatte en pestilens, det kan de være hvis de ikke har løsrevet sig fra deres voksne børn, men stadig vil bestemme over deres gifte børn.
Hvis der er konflikter generationerne imellem vil det også her være børnene - børnebørnene det går ud over.
Derfor er det så vigtigt at vi forsøger at skabe respektfulde og trygge familier. Familier hvor forskelligheder er ønskelige, konflikter berigende og sorg nødvendig/uundgåelig.
Vi skal alle i en familie kunne sige nej med god samvittighed for at kunne sige ja af hjertet og ikke en masse halvhjertede ja, ja, jaer hvor vi egentlig hellere ville sige nej, så det til sidst ender i det helt store NEJ.
En af en fars vigtige opgaver er at lære sine sønner at sige nej til deres mor (vi har selv tre sønner).
Vi vil give vores bud på hvordan vi tror det kan lykkes at passe på vores familie. Vi tror på at problemer kan forebygges og at dårlige vaner kan ændres.
Det er vigtigt at vi passer på hinanden i en familie at vi respekterer hinanden som voksne selvstændige mennesker.

Familieliv i sorg.
Mange mennesker i sorg føler sig ensomme og alene med deres sorg. Efter et dødsfald får vi alle den bedste hjælp, hvis familie og venner stiller op og forholder sig til det, der er sket.
Når vi holder os tilbage, er det ofte fordi, vi er bange for vores egen magtesløshed og ikke ved, hvad vi skal sige. Der findes ikke noget rigtigt at sige, men hvis vi er modige og tør være til stede, opstår der ofte en særlig samhørighed og sorgen bliver nemmere at bære.
Vi vil dele ud af vores erfaringer med familier i sorg; erfaringer fra vores eget liv, og særligt fra vores arbejde med sorggrupper for børn såvel som for hele familier.

Nærvær i samværet med børn - Hvordan snakker vi med børnene?
Børn prøver på mange måder at fortælle os om deres liv, deres drømme og det der er svært. Det er ikke altid enkelt, at få øje på, hvad de tror de fortæller.
Vi skal kunne se nærmere til, gætte os frem, tjekke ud med børnene, hvad de mener.

Børn og unge i sorg er ofte ensomme børn og unge.
Vi, voksne er ofte bange for vores egen magtesløshed og det resulterer nemt i, at vi lader børnene ensomme med deres sorg.
Hvordan vi møder barnet/familien som har mistet er utrolig vigtigt, både når tabet er nyt og når der er gået lang tid.
Et barn i sorg kommer ikke over sit tab, men må lære, at leve med tabet livet igennem og som barn forstås tabet på ny alt efter hvor gammel barnet nu er. Børn sørger i klumper.
Mange børn har en tabs historie, nogle har mistet ved død andre ved skilsmisse, nogle har været eller er syge og har mistet et ”normalt” liv enten selv eller som søskende. Nogle har forældre som er i fængsel og har på den måde mistet en dagligdag med sin far/mor. Nogle er børn af alkoholikere, psykisk syge osv. Sorgen har mange ansigter.

Efterladt efter selvmord.
Mange mennesker i sorg føler sig ensomme og alene med deres sorg. Efter et dødsfald får vi alle den bedste hjælp, hvis familie og venner stiller op og forholder sig til det, der er sket.
Når vi holder os tilbage, er det ofte fordi, vi er bange for vores egen magtesløshed og ikke ved, hvad vi skal sige. Der findes ikke noget rigtigt at sige, men hvis vi er modige og tør være til stede, opstår der ofte en særlig samhørighed og sorgen bliver nemmere at bære.
Når man mister ved selvmord bliver sorgen blandet med mange ting: fx vrede, andres frygt for emnet, forvirring og spekulationer over hvad der egentlig skete.
Vi vil dele ud af vores erfaringer med familier i sorg; erfaringer fra vores eget liv, og særligt fra vores arbejde med sorggrupper for børn såvel som for hele familier.

Søskende - til syge og handicappede.
Søskende til syge og handicappede er ofte en overset gruppe børn.
De får i deres familie livserfaringer, som adskiller sig fra de erfaringer, deres kammerater får. De er ofte mere modne end deres kammerater, men også mere ensomme. Der er meget de ikke kan få talt med andre om. Det modstridende i at elske sin bror eller søster og samtidig ønske dem langt væk.
De prøver på mange måder at fortælle os om deres liv, deres drømme og det der er svært. Det er ikke altid enkelt, at få øje på, hvad de tror de fortæller.
Vi skal kunne se nærmere til, gætte os frem, tjekke ud med børnene, hvad de mener.

Intereseret? Ring og hør nærmere. Tlf klinik. 98125656 eller priv. 22521256.
Vi kommer i hele landet.
_____________________________________________________________

" Kender du et barn som har mistet "


er en ny bog med 25 tekster om at miste, skrevet til børnene og deres pårørende. Forlaget Mellemgaard. Redaktør Jonathan Løv.
Birgitte har sammen med vores supervisor Lis Hilgaard skrevet et kapitel i bogen.

"Se nu stiger solen"

"Med udgangspunkt i en række eksempler fra vores arbejde med sorgramte
familier beskrives forskelle i måden, hvorpå børn og voksne bearbejder
sorg, og der gives et bud på, hvordan familien ved fælles hjælp
kan starte et nyt liv efter tabet af en elsket person."

____________________________________________________________

Artikel fra temahæfte om pårørende til praktiserende læger - pfizer 2004 efterår. Skrevet af Birgitte.
"Det er godt, at lægerne er så dygtige."
se fanen "Interwievs mm".


_____________________________________________________________

Artikel fra temahæfte om pårørende til praktiserende læger - pfizer 2004



Det er godt, at lægerne er så dygtige.


Af familieterapeut og pædagog Birgitte Bredal Nygaard, leder af sorggrupper for børn, unge og familier

Når et familiemedlem bliver uhelbredeligt syg, har alle i familien brug for at blive underrettet og hørt. Den praktiserende læge kan være med til at forhindre, at familiemedlemmerne bliver ensomme sammen. Det kræver mod og menneskekundskab mere end faglig kunnen. Lægen må tage udgangspunkt i den tillid og respekt, den terminale patients familie har til ham/hende men bliver nødt til at give afkald på sin traditionelle rolle som den, der har svarene. I stedet handler det om at vedkende sig sin magtesløshed for at kunne hjælpe med at samle og hele den syges familie.

Terminale patienter og lægens rolle
Når jeg på mine ture rundt i landet holder foredrag for praktiserende læger om det at være en familie i sorg, møder jeg en stor interesse for emnet samt et stærkt ønske om at ville gøre det så godt som muligt for patienterne. Når det gælder terminale patienter og deres pårørende, oplever praktiserende læger som alle andre en afmagt. Alt har nu været forsøgt uden held. Håbet om at blive rask er væk, og det gælder nu ikke længere om at finde løsninger men snarere om at affinde sig med døden, om at acceptere det uundgåelige. Det er med stor ydmyghed, at jeg kommer med gode råd til jer praktiserende læger om, hvordan jeg mener, I kan hjælpe terminale patienter og deres pårørende, når de er trådt ind i denne zone. Her er det mere den menneskekundskab, I har erhvervet undervejs, end det er jeres uddannelse og træning, der kan gøre en forskel. Når jeg tillader mig at komme med disse råd, er det fordi, jeg gennem mit virke har set, hvilken forskel I kan gøre, når I byder ind, ikke blot fagligt men også menneskeligt, på områder, der ligger udenfor jeres primære virkefelt.

Terminale patienter og magtesløsheden
For 20 år siden, efter måneders uvished, fik min mor konstateret tilbagefald af sin brystkræft. Lige efter at min mor havde fået den triste og uoverskuelige besked, kom jeg ud til hende på sygehuset. Vi var fortvivlede. På sygehuset var der travlt, og der var ingen, der talte til os, eller var sammen med os. Vi mødte blot undvigende blikke. Den samme eftermiddag skulle der være gudstjeneste på afdelingen, og vi blev enige om, at vi ville henvende os til præsten, når gudstjenesten var ovre. Vi var bange og utrygge og søgte trøst og råd. Efter Gudstjenesten sagde min mor til præsten: ”Jeg har i dag fået en dom. Min brystkræft er spredt over det hele”. Præsten blev tydeligvis ubehageligt til mode. Han kiggede på os og sagde: ”Så er det godt, at lægerne er så dygtige,” hvorefter han tog præstekjolen af, lagde den i tasken, ønskede os alt godt og gik.

Lægens forudsætninger for at hjælpe terminale patienter og deres pårørende
Det, der var svært for præsten dengang, er det, der er svært for os alle: At turde være til stede, at turde stå ved egen magtesløshed. For læger er det måske ekstra svært at vedkende sig sin magtesløshed, fordi vi forventer, at I har svar og løsninger. Men I har som læger også særlige forudsætninger for at hjælpe – det er jer, vi alle tillidsfuldt kommer til med stort set alt, der volder os kvaler og fortræd. Når livet er svært, er I ofte de første, som vi henvender os til. Vores tillid er så stor, at I kan spørge os om stort set alt, og vi vil svare på det. Hver dag bliver I mødt med ét langt ”Hjælp os!” Oftest kan I helt eller delvist løse problemerne, men når det handler om død eller terminalt syge patienter, er hjælpen ikke at forsøge at trøste eller at fjerne det, der gør ondt, men at turde være til stede i magtesløsheden.

Vigtigheden af at sætte ord på magtesløsheden
Vi skal fortælle, at vi ved, at det er svært at leve med en uhelbredeligt syg i familien. Måske ved vi det, fordi vi selv har prøvet det, eller fordi vi har set og hørt det fra andre familier. Vi skal turde være til stede i nuet med familien, turde være usikre, være mørkerædde, være på ”Herrens mark.” Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige – i så fald er det det, vi siger: ”Det er så svært, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”.
Fra min tid som pædagog på Onkologisk børneafdeling på Aalborg Sygehus husker jeg en episode med en 14-årig dreng, der netop havde fået at vide, at han var uhelbredeligt syg, og at der kun var palliativ behandling at få. Da jeg stod der sammen med drengen, kom jeg til at tænke på præsten, der ikke kunne udholde sin magtesløshed og derfor bare gik, da min mor og jeg havde brug for ham. Besluttet på ikke at gøre som præsten, sagde jeg i stedet til drengen: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, det er bare så svært”. Han kiggede på mig og sagde: ”Kan du ikke sige, hvad du tænker?” Det var lettere for mig, og jeg sagde til ham: ”Uanset hvad der skal ske, vil jeg gerne hjælpe og være sammen med dig.” ”Tak”, svarede han. Her opstod der en særlig varme, et lys blev tændt, og jeg blev en værdifuld erfaring rigere. Hvor svært kan det være? Børn er kloge: ”Bare sig, hvad du tænker.” Mere end de rigtige, forløsende ord – de findes ikke – handler det vel om mod: Mod til at blotte sin magtesløshed, mod til at være til stede, bare være der, midt i al fortvivlelsen, medfølende og deltagende.
Det er også her, noget nyt opstår. Fortsættelsen på samværet med denne dreng var, at han spurgte: ”Skal vi så spille kort?” Det er et billede på, at børn er rigtig gode til at gå ud og ind af det svære, at ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe”. Vi kan som voksne lære en masse af børnene.

Modet til at være til stede i magtesløsheden
Når vi tør være i det, der er svært, bliver der også plads til det lette og gode. Selv om det lyder underligt, er der ofte et rigtigt ”godt liv i døden” og i tiden indtil døden. Her giver kvalitetstidsbegrebet særlig mening, fordi det nu bliver klart for os, at tiden, der er tilbage, er uhyre kostbar.
Jeg husker et andet barn, en pige på 17 år, der vidste, at hun skulle dø. Hun fortalte, hvor ensom og forladt hun følte sig, når der kom voksne ind på stuen til hende, der ikke viste hende, hvad det betød for dem, at hun skulle dø: Alle dem, der lod som ingenting, smilede og prøvede at opmuntre hende. Hun ville kun opmuntres af dem, der også kunne være bange og ked af det sammen med hende.
Jeg har hørt svært syge voksne og pårørende kalde nogle af vennerne og familiemedlemmerne for ”overfrakkegæster”. De mennesker, de troede, stod dem nær, også når livet blev svært, blev kun så kort tid, at de end ikke tog overfrakken af. De kunne ikke holde ud at være der. De var hele tiden på vej væk.

Vigtigheden af at familien er sammen om det ændrede liv
Det gode liv er for en terminal familie det samme som i alle andre familier: Det opstår, når familien er et fristed, hvor man kan være sig selv og elskes, som man er. Et fristed, hvor det man føler og tænker, har værdi både for een selv og for fællesskabet; et sted, hvor man ikke har hemmeligheder for hinanden. Selvfølgelig kan der være mange bekymringer såsom økonomiske trængsler eller terrorisme, som de voksne ikke partout skal dele med børnene men kun med andre voksne. Men når en bror, søster, forælder eller bedsteforælder bliver alvorligt syg, hjælper vi ingen ved at holde det skjult for børnene. De er en del af det ændrede liv. Noget af det værste er, når voksne i et misforstået ønske om at skåne andre lukker hinanden eller børnene ude af fællesskabet ved ikke at dele nødvendig viden og følelser. Så sker der nemt det, at de enkelte familiemedlemmer bliver ensomme sammen. Et barn fortalte forleden, at han fandt ud af, at hans morfar var alvorligt syg, fordi mor og mormor gennem længere tid havde været ”mærkelige”. Som han bemærkede: ”Det kunne de da godt have sagt!”.

Vigtigheden af at inddrage de pårørende
Når patienter banker på vores dør, er det vigtigt, at de bliver taget alvorligt og ikke bliver ladt alene med det, der gør ondt i livet. Men det er ikke nok, at der bliver taget hånd om patienten selv. For når et familiemedlem bliver uhelbredeligt syg, så har alle i familien en historie, der skal fortælles. Bliver alle ikke hørt, bliver de pårørende let ensomme sammen. Vi skal som professionelle gå foran og fortælle dem, hvad vi ved om det at være en ”syg familie”. Fortælle at den hverdag, der var, nu er forsvundet, fortælle at de nu lever i en forandret verden. Det kan godt være, dette ikke er lægens opgave, men det forandrer ikke ved, at lægen har gode forudsætninger for at gøre en forskel i dette arbejde med de pårørende.
I læger skal fortælle åbent, hvad sygdommen går ud på og stå ved de risici, der er. Alle i familien har brug for at blive inddraget og få besked på et niveau, de kan forstå. I må finde ord til de store børn og andre ord til de mindre. Det er vigtigt, at børn får så klar besked, som de kan magte.

Vigtigheden af at lytte til de pårørende
Det er ikke nok åbent at forklare, hvad det er, der er ved at ske med den syge. Vi skal også lytte til og tale med de pårørende om deres situation. Vi skal alle være interesserede i, hvordan det er at være dig – den enkelte i familien.
Jeg snakkede med en pige, der havde en uhelbredeligt syg bror. Vi talte ikke om ham, men kun om hvordan hun havde det, og hvor forandret hendes liv nu var blevet. Senere forærede hun mig et vidunderligt billede med mit navn malet omkranset af hjerter. Det fortæller noget om, hvor vigtigt det er, at der er vidner til vores liv, at vi bliver set og hørt og taget alvorligt.
Når der er børn som pårørende til terminalt syge, tager vi ikke barnet alvorligt, hvis vi udelukkende fokuserer på den handling eller det symptom, barnet udtrykker. Vi skal forsøge at se den bagvedliggende årsag til, at barnet gør, som det gør – forsøge at forstå, hvad det er, barnet forsøger at fortælle. Det er som med Den lille prins, der af ræven lærer, at man kun med hjertet kan se rigtigt. Kort sagt, når vi taler til pårørende, er det vigtigt, at vi både taler til hjerte og hoved på samme tid.
Et eksempel: Jeg kommer forbi et badeværelse, hvor en lille pige på 4 år står og tørrer sin afføring ud på væggene. Jeg siger til hende, at selvom jeg ved, at hendes liv er noget lort, vil jeg ikke have lort på væggene. Hun kigger lettet på mig – som ville hun sige, ved du godt, hvor svært jeg har det? Vi fortsætter snakken om det svære liv og ikke om afføringen på væggen.
Det er en sorg, når en i familien bliver uhelbredelig syg. Børn og deres familie, som er i sorg, er ofte ensomme.

Vi må hjælpe de pårørende til at hjælpe sig selv
Jeg er overbevist om, at uanset om vi er læger, skolelærere, pædagoger, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker eller præster – så kan alle vi, der qua vores virke jævnligt møder mennesker i sorg, hente den bedste hjælp i den terminale patients nære kreds af pårørende, hvis de ellers tør forholde sig til det, der er svært og stiller op. En stor del af mit arbejde går således ud på at mobilisere den ”syge” eller sorgramte familie og vennekreds.
Jeg tror, det ville være rigtig godt, hvis lægen ville stille op til samtaler med hele familien, hvor det er muligt for de enkelte i familien at fortælle, hvordan de har det. På den måde kan familierne hjælpes til at dele sorgen sammen. Det er vigtigt at få talt om, hvad det er, vi håber og frygter. Når der i en familie bliver sat ord på følelserne, opstår der en varme og samhørighed, som kan være helt fantastisk. Familierne lærer, at det er rart at dele det svære med hinanden. Hvis I som læger ikke har tiden eller ikke føler jer klædt på til samtaler med hele familien, synes jeg, I skal hjælpe dem med at få samtalerne et andet sted. Jeg forestiller mig ikke noget med lange forløb men en hjælp til familierne med at opleve, at det er godt at dele sine tanker og følelser med hinanden.

De utrøstelige
Da Kong Herodes beordrede drengebørn under to år slået ihjel, og hans soldater kom til byen Rama, lød der skrig fra byens kvinder – Ramaskrig. Mattæus 2,18: ”I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere”.
Vi skal ikke tro, vi kan trøste syge, døende og pårørende. Vi skal ”bare” holde til at høre Ramaskriget.
At hjælpe terminalt syge og deres pårørende handler mere om mod og menneskekundskab end om specifikke lægelige kompetencer. Dog har I læger en unik mulighed for at hjælpe pårørende med at finde styrke sammen qua den tillid og respekt, I nyder. En god hjælp til at ”være” i det svære er, at dele oplevelserne med andre, at arbejde med sin egen del, det personlige, f.eks. ved at gå sammen med kollegaer i grupper eller ved at deltage i en supervisionsgruppe. Når vi hjælper os selv, hjælper vi også dem, vi gerne vil hjælpe. Vi får nemmere ved at være nærværende i vores eget og i andres liv.


Gode råd til praksis
1. Hav mod til at være tilstede i magtesløsheden – det handler ikke om at sige de rigtige ord men om at være der for de pårørende
2. Vær ærlig overfor de pårørende – alle i familien, også børnene, har brug for at blive inddraget og få besked på et niveau, de kan forstå
3. Lyt til de pårørende – de har brug for at fortælle deres historie
4. Hjælp de pårørende til at opleve, hvor godt det er at dele tanker og følelser med hinanden
5. Bliv bedre til at håndtere de svære situationer – del dine erfaringer med en kollega