Børnesorggruppe
Vi har siden 2000 og frem til 2011 været ledere af en sorggruppe for børn og unge i ålborg, under Børns Vilkår.
Det var med stor overraskelse og glæde da Birgitte blev ringet op af Jyllandsposten fordi moren til et af vores børn i børnesorggruppen havde instillet os til tiltlen "Årets Helt 2009". Artiklen kan læses her:
http://www.aaretshelt.dk/nominerede/default.asp?cid=147454
Børns Vilkår startede 2000 sorggrupper op for børn. Disse blev afløst af familiesorggrupper i 2008, inspireret af vores model, men udfaset 2012.
Grupperne var samtalegrupper, hvor 10-12 børn i alderen 10-18 år mødes og taler sammen og deler de erfaringer de har med at miste. Grupperne ledes af 2 fagpersoner med en pædagogisk/psykologisk baggrund. Børnene blev typisk henvist fra lærere, PPR og sundhedsplejersker, der via skolen havde kendskab til børnenes tab. Deltagelse var gratis.
Målet var at støtte barnet / den unge i deres sorg over tab af et nærtstående familiemedlem - at lade dem møde andre børn/unge, der har oplevet lignende tab.
Artikel fra Kristeligt dagblad under fanen "Interwievs mm" eller nederst på denne side.
Artikel om vores gruppe fra Kristelig Dagblad, se nedenfor.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/forside/artikel:aid=117285
_______________________________________________________________________
Artikel fra "Månedsskrift for praktisk lægegerning"
November 2007 / 11
http://www.mpl.dk/composite-266.htm?ArticleId=8350
Skrevet af Poul Hagelskjær Nygaard, Birgitte B Nygaard
"Børn i sorg - i mange år"
Et barns udviklingsproces kan påvirkes voldsomt også mange år efter et alvorligt tab som en forælders eller en søskendes død. Det kan resultere i skoleproblemer, i generelle trivselsproblemer og i en serie af psykosomatiske symptomer. Denne artikel giver en god kort beskrivelse af børns sorgreaktioner. Behandlingsformerne i et gruppeforløb gennemgås, og egen læges vigtige rolle understreges.
Hvert år dør der ca. 60.000 mennesker i Danmark, Langt de fleste dør en naturlig død, når de er »mætte« af dage, og gennemsnitslevealderen er da også i Danmark på vej op.
Vi lever i forvisning om, at sygdom og ulykke kan helbredes eller forebygges, såfremt vi bare gør, som eksperterne siger. Vi er nået langt, men når det er sagt, står vi stadig tilbage med det grundvilkår, at døden kommer på et eller andet tidspunkt til os alle - det kan være efter lang tids sygdom, det kan være pludseligt som et lyn fra en klar himmel som fx trafikulykker, selvmord, også de hastigt forløbende livstruende infektioner eller uopdagede medfødte hjerte-kar-lidelser.
Der er hvert år i Danmark ca. 3.000 børn under 18, der mister en far eller en mor. Det svarer til, at omkring fire procent af alle børn i løbet af barndommen mister en forælder, og at der i gennemsnit er et barn i hver eneste skoleklasse, der har oplevet tabet af en forælder. Dertil kommer, at der hvert år dør ca. 700 børn, hvoraf mange efterlader søskende, der sammen med forældrene skal gennemleve tabet og sorgen.
Med hensyn til de længerevarende sygdomsforløb kender vi i almen praksis disse familier; der er ofte en tæt kontakt i månederne og ugerne op til dødsfaldet. Der kan også være tæt kontakt i månederne efter, hvor den tilbageværende forælder søger støtte og vejledning. Det er naturligt for de fleste at søge egen læge, når »livet« gør ondt.
Vores erfaringer med sorgarbejdet blandt både børn og forældre viser, at sorgen rækker langt ind i fremtiden, og en del børn kan få brug for et tilbud op til mange år efter dødsfaldet. Nyere forskning peger desuden på, at dødsfald blandt forældre eller søskende skaber en betydelig overrisiko for store skoleproblemer i form af indlæringsproblemer, koncentrationsvanskeligheder og stort fravær pga. fysiske og psykiske symptomer (1).
Hvordan børn sørger
Børns sorgprocesser er anderledes end voksnes. Børn går ofte »ind og ud« af sorgen. Efterhånden som et barn bliver ældre, vil det forstå sorgen på en ny måde, og derfor vil sorgen også i nogle perioder af barndommen og ungdommen trænge sig på.
Børns evne til at bearbejde og forstå tabet og dets betydning følger den biologiske alder, og det samme gør børnenes måde at udtrykke sorgens følelser på. Børns forståelse vil ændre sig, som tiden går, og de vil se tingene i et nyt perspektiv. En del børn skjuler deres følelser og udsætter deres behov, hvis de oplever, at den efterlevende forælder ikke mestrer situationen, og hvis de oplever, at de får primær følelsesmæssig gevinst ved at være i kontrol.
Et yderligere aspekt er, at undersøgelser tyder på, at et relativt stort antal børn og unge, der har mistet en nær pårørende ved dødsfald, lider under symptomer på PTSD (2). Dette gælder især, hvis dødsmåden har været meget voldsom, eller hvis forælderen er død ved selvmord, hvilket er realiteten for mange af disse børn.
Der er flere fællestræk i børns og voksnes sorgprocesser, end der er forskelle. Men der er dog særtræk, som kort vil blive opridset her.
Børn i op til 4-5-års-alderen opfatter ikke døden som endelig. De kan føle sig forladt og plages ofte af angst for adskillelse fra den tilbageværende forælder. Der kan også være »magisk tænkning«, hvor barnet pålægger sig selv ansvaret - »far døde, fordi jeg var vred på ham.« eller »hvis ikke vi havde skændtes på bagsædet, så var vi ikke kørt galt«.
Børn i den tidlige skolealder forstår nu gradvist, at døden er uigenkaldelig. De gør sig mange tanker om, hvordan det er at være død. De blander ofte fantasi og virkelighed sammen og har brug for konkrete svar. Mange børn i denne alder er plaget af angst og stærke minder, søvnforstyrrelser, fysiske gener, tristhed, savn, vrede, skyld og selvbebrejdelser. Nogle børn kan være yderst opmærksomhedskrævende.
I præpuberteten har børnene en begyndende forståelse for døden og dens langsigtede betydning. Deres evne til at tænke abstrakt udvikles gradvist. Der kan være tale om trivselsproblemer på linje med de tidligere nævnte. Børnenes håndtering af deres følelser og minder om den døde afhænger meget af deres omgivelsers kultur: Er der tabu omkring de voksnes håndtering, lukker børnene ofte af og holder tanker og følelser for sig selv. En del børn i denne alder lider under at føle sig anderledes end deres jævnaldrende.
Teenagerne er også i en vanskelig situation, da deres trang til løsrivelse kan kollidere med sorgbearbejdelsen. Den unge kan have svært ved at udtrykke sine følelser og kan have meget ambivalente følelser i forhold til den afdøde forælder, hvilket kan fremkalde stor skyld. En del unge oplever selvmordstanker i ønsket om at blive genforenet med den døde, og nogle gør alvor af det.
Sorggruppen
Vores erfaringer og empiri på området fortæller i dag, at børns og unges reaktioner efter sorg kan komme endog meget forsinket og have mange forskellige ¬ansigter.
Der er i dag enighed om, at et tilbud om et »sorggruppeforløb« med jævnaldrende med lignende oplevelser kan have god effekt hos børn med såkaldte »almindelige« sorgproblematikker.
Dette betyder som udgangspunkt, at barnet, såfremt det er alderssvarende emotionelt udviklet, og at der ikke er særlige traumatiske omstændigheder omkring dødsfaldet, kan have gavn af et gruppeforløb.
Der kan være forhold i barnets situation, der kræver en særlig terapeutisk intervention.
I sorggruppen mødes børn i et forløb med professionelle voksne som gruppeledere, der er trænet i at hjælpe børn med at sætte ord på følelser og få dem til at støtte hinanden. Det »usagte« kommer ud i det åbne og behøver ikke at være hemmeligt mere - alle tanker og følelser bliver legale.
Børn møder andre børn, de har et skæbnefællesskab med, og der er en umiddelbar forståelse dem imellem. Børnene oplever en nysgerrighed og indlevelse, som de ikke møder hos andre børn. Børnene får mulighed for at sprogliggøre deres virkelighed og for at spejle deres egne følelser via andre børns ord og erfaringer. Gruppen er for mange børn første gang, de får sat ord på det svære, og hvor de får støtte af udenforstående voksne til at få formidlet deres følelser i et trygt og sikkert rum, hvor »alt er tilladt«.
Det kan være forløsende at opdage, at andre børn ligesom en selv oplever »forbudte« og tabuiserede følelser som had, vrede, jalousi og skyld og skam over for den døde forælder eller søskende. Børnene vil gerne snakke og fortælle om det ændrede liv, de har fået. Når de sætter ord på deres sorg, er det ikke svært hverken for dem eller for os at se mange gode grunde til at være vrede. Det er vigtigt, at vi anerkender vreden som et af kærlighedens sprog, et udtryk for sorg, og at vi hjælper børn med at sætte ord på følelsen og samtidig hjælper dem med at finde metoder, fx leg, sport eller lign., som giver vreden et fysisk udtryk.
Børn giver ofte efter gruppeforløb udtryk for, at det især er en stor aflastning at opleve ikke at være alene om de svære erfaringer. For eksempel kan det være svært for nogle af de ældste børn, hvis de efter farens eller morens død er begyndt at sove sammen med den forælder, de har tilbage. Men da det først kom frem i et gruppeforløb, viste det sig, at flere af børnene sov sammen med deres mor eller far efter dødsfaldet, og det var en stor lettelse for børnene, at de ikke var »de eneste«.
Børnene i gruppen deler også deres minder med hinanden. De har billeder med af den afdøde, og vi andre kommer næsten til at kende de mennesker, børnene har mistet. I gruppen er det vigtigt for os at hjælpe børnene til at forstå, at det er »hele mennesker«, de har mistet, og ikke helgener, som skal sættes på en piedestal. Vi bruger tid på at snakke om det de savner, som de godt kunne lide og det de savner, som de ikke kunne lide, fx: »at min far overhalede indenom på motorvejen«, »det var bare så pinligt«, »at min far ikke lukkede døren til toilettet, når jeg havde venner på besøg,« når min mor var på slankekur, når de voksne skændtes, min mors musik (hun hørte giro 413) osv. Formålet er, at børnene skal have lov til at opbygge realistiske erindringer om den afdøde, at de er savnede, fordi det var dem, de elskede, og ikke fordi de var »perfekte«.
I sorggruppen skabes der også rum for samvær på en munter og dagligdags måde. Der laves mad og spises, der fortælles historier, spilles og leges. Børn oplever, at der i et almindeligt samvær også er plads til sorgen, de oplever et kammeratskab, der uproblematisk veksler mellem leg og samtaler om savn, længsel og sorg.
Børn henter den bedste hjælp hos deres nærmeste, familie og venner, hvis de forholder sig til dødsfaldet og stiller op. Sorggrupperne skal efter vores mening ses som et supplement til de livsvigtige processer i familierne, og hvor det er muligt støtte disse.
Lægens rolle
I almen praksis har vi en central rolle, hvad angår børn og unge, der har mistet en forælder eller en søskende ved dødsfald. Kontakten kommer som oftest naturligt i den akutte tid efter dødsfaldet. Men det er ikke desto mindre vigtigt, at vi »husker« dødsfaldet, når barnet eller den unge kommer fem år efter med depressive symptomer, søvnproblemer, »ondt i maven« eller med selvdestruktiv adfærd som fx spisevanskeligheder.
Det kan være af essentiel betydning for barnet, at det er os, der husker og fremdrager sorgen som en eventuel udløsende faktor i forhold til de aktuelle problemer i barnets liv, og at vi påtager os at hjælpe med at finde et egnet tilbud.
Der er over det meste af landet tilbud om sorggrupper for børn og unge. Der kan findes en oversigt på www.cancer.dk - skolesektionen. Også foreningen Børns Vilkår, hvor vi var ansat, drev sorgarbejde i det meste af landet www.bornsvilkar.dk.
LITTERATUR
1. A. Dyregrov. Educational consequenses of loss and trauma. Educational and Child Psychology, 2004; 21: 77-84.
2. K. Dyregrov: Skolens viktige rolle etter selvmod. Bedre Skole 2006; 1: 46-51.
Biografi:
Poul Nygaard er praktiserende læge i Aalborg og gift med Birgitte Nygaard, som er pædagog og familieterapeut fra The Kempler Institute. Poul og Birgitte Nygaard har siden 2000 været ledere af en sorggruppe for børn og unge i Aalborg, organiseret af Børns Vilkår. Siden 2001 har parret været initiativtagere til og ledere af årlig familiesorggruppe for familier i det daværende Nordjyllands Amt. De holder foredrag og kurser i hele landet for bl.a. praktiserende læger, praksissygeplejersker, sekretærer, lærer og pædagoger og hvem der naturligt kommer i kontakt med barnet i dets vante omgivelser. Der kan findes mere vedrørende emnet på www.birgittenygaard.dk
_____________________________________________________________
Artikel fra Kristeligt dagblad
Når børn sørger sammen (Artikel fra Kristeligt dagblad 15.3.2002 ).
BØRN OG SORG: I Aalborg mødes en gruppe børn med én oplevelse til fælles: De har alle mistet et menneske, de elskede. Gennem samtale og samvær finder de måder at leve med den sorg på, som de altid vil bære med sig
AF MERETE ØRSKOV
Anne-Mette fortæller om sit savn, så man kan mærke smerten og glæden. Glæden over, hvor dejligt det var, når hun stod på sin højtleende fars skuldre midt i svømmehallen og kastede sig ud i vandet derfra. Og smerten over aldrig at skulle opleve det igen.
- Det var underligt at se min far, da han lå i kisten i kapellet. Han så ud, som om han sov og ville vågne igen. Det gjorde han bare ikke, siger Anne-Mette.
Det er godt et år siden, hendes 37-årige far døde. Anne-Mette er nu 11 år og har i seks måneder været med i en sorggruppe for børn i Aalborg under foreningen Børns Vilkår.
Denne eftermiddag er fire piger fra gruppen samlet for at fortælle Kristeligt Dagblad, hvad det betyder for dem at dele deres smerte med hinanden. Og med de to voksne gruppeledere, familieterapeut Birgitte Nygaard og hendes mand, praktiserende læge Poul Nygaard.
Brusende sodavand, kiks og småkager står på bordet, og pigerne er først lidt forlegne. Men snart opstår den stemning, man kan snakke frit i. For den er de vant til at have sammen. Så der tales. Og der lyttes.
- Noget af det, der føles rart, når jeg tænker på gruppen her, er, at der er plads til os alle. Det handler ikke om én person, men om os alle sammen, og vi kan sige det, vi gerne vil sige. Og så er det godt, at de andre også har mistet en, for så føler jeg mig ikke alene, fortæller Anne-Mette.
17-årige Line, hvis mor døde for ni måneder siden, supplerer:
- Gruppen er et pusterum. Man kan komme ud med det hele. Og man kan sige alt det, som andre måske ikke gider høre om, fordi de ikke har prøvet at miste. Nogle gange behøver vi slet ikke sige noget. Så kan vi bare se på hinanden, og så ved vi, hvordan hinanden har det.
Det er især det, der er ideen med gruppen. »Hvordan er det at være dig?« er kodeordene for samværet, der udfoldes på forskellig vis: ved fælles madlavning, ved fælles samtale i gruppen, ved leg og ved snak på kryds og tværs. Alle ved, at i dette forum kan man altid sige, hvordan man har det lige nu. Og man kan også lade være og bare nyde at lege og spille. Og mærke, at livet også går videre.
Den stemning er vigtig, fordi det ellers ofte er tavsheden, børn møder, når de har mistet et familiemedlem.
Trine er 13 år. Hendes far, som hun boede hos hver weekend, døde for godt et år siden ved en arbejdsulykke.
- I skolen gik jeg tit alene i frikvartererne, efter min far var død. Jeg havde ikke lyst til at snakke sådan, som de andre gjorde. Og de spurgte mig ikke, hvordan jeg havde det, selv om de kunne se, at noget var galt. Det fik mig til at blive endnu mere indelukket.
Trine har været med tre gange i sorggruppen, der mødes fra kl. 17 til kl. 20.30 hver tredje uge.
- Da jeg begyndte at komme i gruppen her, så begyndte mine lærere og kammerater at spørge mig, hvordan det går. Måske gør de det nu, fordi de ved, at nu har jeg snakket det igennem, så nu kan de også spørge. Men jeg ville gerne have talt med dem dengang også.
Jeanne er 10 år. Hendes søster døde af kræft for tre år siden.
- Da jeg kom i skole igen, vidste de godt, Malene var død. Så spurgte en om noget, men en anden sagde hurtigt: »Det må du ikke spørge om.« Det blev jeg ked af. For de kunne jo ikke vide, hvordan jeg havde det, og jeg synes godt, de måtte spørge.
Line fortæller, at hendes veninder snakkede meget med hende, indtil moderen blev begravet. Derefter var det, som om de ønskede, at nu skulle hun blive sig selv igen.
- Hvis nogen fortæller, hvad de har lavet med deres mor, og de så kigger på mig, så går samtalen i stå. Det bliver jeg pissesur over. Jeg vil også gerne fortælle, hvad jeg har lavet med min mor. En gang sagde jeg det til en veninde. Hun fortalte, at hun ikke ville spørge om noget, fordi hun ikke ville gøre mig ked af det. Men jeg vil altid være ked af det. Og jeg kan godt tale om min mor.
En anden vigtig del af gruppens funktion er, at børnene kan dele deres erfaringer. På den måde oplever de, at deres egne reaktioner på dødsfaldet er helt almindelige.
For eksempel kan det være svært for nogle af de ældste børn, at de efter faderens eller moderens død er begyndt at sove sammen med den forælder, de har tilbage. Men da det først kom frem i gruppen, viste det sig, at alle børnene sov sammen med deres mor eller far efter dødsfaldet.
Trine siger:
- Jeg var bange for at sove alene. Måske var jeg mest bange for at møde min far igen, og jeg var bange for skygger. Men efter vi har snakket om det i gruppen, har jeg indset, at der ikke er noget at være bange for.
Jeanne fortæller:
- Når de andre siger noget, opdager jeg, at det jo også er sådan, jeg har det. Malene døde derhjemme, og hendes kiste stod på hendes værelse. Men jeg kunne ikke lide at gå forbi om aftenen. Jeg var bange for, at hun skulle vågne op igen.
Børnene deler også deres minder med hinanden. De har haft billeder med af den afdøde, og de kommer næsten til at kende de mennesker, de andre har mistet. I gruppen er det også tilladt at fortælle det, man ikke kunne lide ved dem, der er døde. For der er også noget, som de ikke savner.
- Det var for eksempel træls, at Malene altid fik en masse gaver af dem, der besøgte hende på sygehuset. Hun fik mange flere end mig, siger Jeanne.
Line har nogle dage, hvor hun pludselig ikke kan huske sin mor.
- Så kan jeg godt gå lidt i panik. Det er meget ubehageligt, og jeg føler, jeg har gjort noget forkert, for jeg vil jo gerne huske hende. Men så går der nogle dage, og så kan jeg huske hende igen.
Trine fortæller, at hendes mor en dag spurgte hende, om hun stadig kunne huske sin far.
- Det blev jeg sur over. Selvfølgelig kan jeg huske ham. Jeg har jo elsket ham, siden jeg blev født. Og alligevel kan det godt være svært. Så jeg vil passe på, at jeg ikke glemmer ham. Det, jeg savner mest, er hans smil og hans væremåde. Hans tryghed.
I gruppen har det også stor betydning, at børnene taler åbent med voksne om, hvordan de har det.
- Birgitte og Poul er gode at snakke med, fordi de forstår, hvordan jeg har det. Så jeg tror, det bliver nemmere for mig også at tale med andre voksne om det, siger Trine.
Anne-Mette tilføjer:
- Men man skal kende de voksne godt og føle sig tryg ved dem, så det ikke bare bliver noget, man siger. For hvad nu, hvis de fortæller det videre til andre, eller hvis de overdriver det?
Ingen af de fire piger kan lide at tænke på, at de en dag skal holde i gruppen. For tiden er 13 børn med, og der står børn på venteliste. Men gruppen er ikke et sted, de skal blive ved med at komme. Og Anne-Mette tænker, at når hun en dag holder, så er hendes sorg blevet mindre.
- Selvfølgelig vil min sorg altid være der. Men jeg tror, at knuden af sorg er blevet løsnet lidt. Og så kan jeg fortælle om det nu uden at græde. Selvfølgelig må man gerne græde, men det er ikke altid lige perfekt i alle situationer. Og andre mennesker kan måske få en forkert opfattelse af, at man græder.
Trine tilføjer:
- Ja, måske tror de, at man er et pattebarn. Så det er rart at kunne fortælle om sin fars død uden at græde, når man møder nye mennesker.