Nominering som "Årets Helt 2009".
Det var med stor overraskelse og glæde da Birgitte blev ringet op af Jyllandsposten fordi moren til et af vores børn i børnesorggruppen havde instillet os til tiltlen "Årets Helt 2009". Artiklen kan læses her:
http://www.aaretshelt.dk/nominerede/default.asp?cid=147454
Interview DR P1 VITA 14. og 16. oktober 2008 med Birgitte.
Vedrørende vores familiearbejde se bl.a. siden Familiesorggruppe
eller hør Interview med Birgitte fra 14. oktober på P1 om familiesorggruppen.
http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2008/10/2008/10/06135913.htm "Når far eller mor dør."
og 16. oktober om "hemmeligheder"
http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2008/10/2008/10/06172700.htm "Fortæl børn sandheden."
_________________________________________________________
" Kender du et barn som har mistet "
er en bog med 25 tekster om at miste, skrevet til børnene og deres pårørende. Forlaget Mellemgaard. Redaktør Jonathan Løv.
Birgitte har sammen med vores supervisor Lis Hilgaard skrevet et kapitel i bogen.
"Se nu stiger solen"
"Med udgangspunkt i en række eksempler fra vores arbejde med sorgramte
familier beskrives forskelle i måden, hvorpå børn og voksne bearbejder
sorg, og der gives et bud på, hvordan familien ved fælles hjælp
kan starte et nyt liv efter tabet af en elsket person."
_____________________________________________________________
Artikel fra "Månedsskrift for praktisk lægegerning"
November 2007 / 11
http://www.mpl.dk/composite-266.htm?ArticleId=8350
Skrevet af Poul Hagelskjær Nygaard, Birgitte B Nygaard
"Børn i sorg - i mange år"
Et barns udviklingsproces kan påvirkes voldsomt også mange år efter et alvorligt tab som en forælders eller en søskendes død. Det kan resultere i skoleproblemer, i generelle trivselsproblemer og i en serie af psykosomatiske symptomer. Denne artikel giver en god kort beskrivelse af børns sorgreaktioner. Behandlingsformerne i et gruppeforløb gennemgås, og egen læges vigtige rolle understreges.
Hvert år dør der ca. 60.000 mennesker i Danmark, Langt de fleste dør en naturlig død, når de er »mætte« af dage, og gennemsnitslevealderen er da også i Danmark på vej op.
Vi lever i forvisning om, at sygdom og ulykke kan helbredes eller forebygges, såfremt vi bare gør, som eksperterne siger. Vi er nået langt, men når det er sagt, står vi stadig tilbage med det grundvilkår, at døden kommer på et eller andet tidspunkt til os alle - det kan være efter lang tids sygdom, det kan være pludseligt som et lyn fra en klar himmel som fx trafikulykker, selvmord, også de hastigt forløbende livstruende infektioner eller uopdagede medfødte hjerte-kar-lidelser.
Der er hvert år i Danmark ca. 3.000 børn under 18, der mister en far eller en mor. Det svarer til, at omkring fire procent af alle børn i løbet af barndommen mister en forælder, og at der i gennemsnit er et barn i hver eneste skoleklasse, der har oplevet tabet af en forælder. Dertil kommer, at der hvert år dør ca. 700 børn, hvoraf mange efterlader søskende, der sammen med forældrene skal gennemleve tabet og sorgen.
Med hensyn til de længerevarende sygdomsforløb kender vi i almen praksis disse familier; der er ofte en tæt kontakt i månederne og ugerne op til dødsfaldet. Der kan også være tæt kontakt i månederne efter, hvor den tilbageværende forælder søger støtte og vejledning. Det er naturligt for de fleste at søge egen læge, når »livet« gør ondt.
Vores erfaringer med sorgarbejdet blandt både børn og forældre viser, at sorgen rækker langt ind i fremtiden, og en del børn kan få brug for et tilbud op til mange år efter dødsfaldet. Nyere forskning peger desuden på, at dødsfald blandt forældre eller søskende skaber en betydelig overrisiko for store skoleproblemer i form af indlæringsproblemer, koncentrationsvanskeligheder og stort fravær pga. fysiske og psykiske symptomer (1).
Hvordan børn sørger
Børns sorgprocesser er anderledes end voksnes. Børn går ofte »ind og ud« af sorgen. Efterhånden som et barn bliver ældre, vil det forstå sorgen på en ny måde, og derfor vil sorgen også i nogle perioder af barndommen og ungdommen trænge sig på.
Børns evne til at bearbejde og forstå tabet og dets betydning følger den biologiske alder, og det samme gør børnenes måde at udtrykke sorgens følelser på. Børns forståelse vil ændre sig, som tiden går, og de vil se tingene i et nyt perspektiv. En del børn skjuler deres følelser og udsætter deres behov, hvis de oplever, at den efterlevende forælder ikke mestrer situationen, og hvis de oplever, at de får primær følelsesmæssig gevinst ved at være i kontrol.
Et yderligere aspekt er, at undersøgelser tyder på, at et relativt stort antal børn og unge, der har mistet en nær pårørende ved dødsfald, lider under symptomer på PTSD (2). Dette gælder især, hvis dødsmåden har været meget voldsom, eller hvis forælderen er død ved selvmord, hvilket er realiteten for mange af disse børn.
Der er flere fællestræk i børns og voksnes sorgprocesser, end der er forskelle. Men der er dog særtræk, som kort vil blive opridset her.
Børn i op til 4-5-års-alderen opfatter ikke døden som endelig. De kan føle sig forladt og plages ofte af angst for adskillelse fra den tilbageværende forælder. Der kan også være »magisk tænkning«, hvor barnet pålægger sig selv ansvaret - »far døde, fordi jeg var vred på ham.« eller »hvis ikke vi havde skændtes på bagsædet, så var vi ikke kørt galt«.
Børn i den tidlige skolealder forstår nu gradvist, at døden er uigenkaldelig. De gør sig mange tanker om, hvordan det er at være død. De blander ofte fantasi og virkelighed sammen og har brug for konkrete svar. Mange børn i denne alder er plaget af angst og stærke minder, søvnforstyrrelser, fysiske gener, tristhed, savn, vrede, skyld og selvbebrejdelser. Nogle børn kan være yderst opmærksomhedskrævende.
I præpuberteten har børnene en begyndende forståelse for døden og dens langsigtede betydning. Deres evne til at tænke abstrakt udvikles gradvist. Der kan være tale om trivselsproblemer på linje med de tidligere nævnte. Børnenes håndtering af deres følelser og minder om den døde afhænger meget af deres omgivelsers kultur: Er der tabu omkring de voksnes håndtering, lukker børnene ofte af og holder tanker og følelser for sig selv. En del børn i denne alder lider under at føle sig anderledes end deres jævnaldrende.
Teenagerne er også i en vanskelig situation, da deres trang til løsrivelse kan kollidere med sorgbearbejdelsen. Den unge kan have svært ved at udtrykke sine følelser og kan have meget ambivalente følelser i forhold til den afdøde forælder, hvilket kan fremkalde stor skyld. En del unge oplever selvmordstanker i ønsket om at blive genforenet med den døde, og nogle gør alvor af det.
Sorggruppen
Vores erfaringer og empiri på området fortæller i dag, at børns og unges reaktioner efter sorg kan komme endog meget forsinket og have mange forskellige ¬ansigter.
Der er i dag enighed om, at et tilbud om et »sorggruppeforløb« med jævnaldrende med lignende oplevelser kan have god effekt hos børn med såkaldte »almindelige« sorgproblematikker.
Dette betyder som udgangspunkt, at barnet, såfremt det er alderssvarende emotionelt udviklet, og at der ikke er særlige traumatiske omstændigheder omkring dødsfaldet, kan have gavn af et gruppeforløb.
Der kan være forhold i barnets situation, der kræver en særlig terapeutisk intervention.
I sorggruppen mødes børn i et forløb med professionelle voksne som gruppeledere, der er trænet i at hjælpe børn med at sætte ord på følelser og få dem til at støtte hinanden. Det »usagte« kommer ud i det åbne og behøver ikke at være hemmeligt mere - alle tanker og følelser bliver legale.
Børn møder andre børn, de har et skæbnefællesskab med, og der er en umiddelbar forståelse dem imellem. Børnene oplever en nysgerrighed og indlevelse, som de ikke møder hos andre børn. Børnene får mulighed for at sprogliggøre deres virkelighed og for at spejle deres egne følelser via andre børns ord og erfaringer. Gruppen er for mange børn første gang, de får sat ord på det svære, og hvor de får støtte af udenforstående voksne til at få formidlet deres følelser i et trygt og sikkert rum, hvor »alt er tilladt«.
Det kan være forløsende at opdage, at andre børn ligesom en selv oplever »forbudte« og tabuiserede følelser som had, vrede, jalousi og skyld og skam over for den døde forælder eller søskende. Børnene vil gerne snakke og fortælle om det ændrede liv, de har fået. Når de sætter ord på deres sorg, er det ikke svært hverken for dem eller for os at se mange gode grunde til at være vrede. Det er vigtigt, at vi anerkender vreden som et af kærlighedens sprog, et udtryk for sorg, og at vi hjælper børn med at sætte ord på følelsen og samtidig hjælper dem med at finde metoder, fx leg, sport eller lign., som giver vreden et fysisk udtryk.
Børn giver ofte efter gruppeforløb udtryk for, at det især er en stor aflastning at opleve ikke at være alene om de svære erfaringer. For eksempel kan det være svært for nogle af de ældste børn, hvis de efter farens eller morens død er begyndt at sove sammen med den forælder, de har tilbage. Men da det først kom frem i et gruppeforløb, viste det sig, at flere af børnene sov sammen med deres mor eller far efter dødsfaldet, og det var en stor lettelse for børnene, at de ikke var »de eneste«.
Børnene i gruppen deler også deres minder med hinanden. De har billeder med af den afdøde, og vi andre kommer næsten til at kende de mennesker, børnene har mistet. I gruppen er det vigtigt for os at hjælpe børnene til at forstå, at det er »hele mennesker«, de har mistet, og ikke helgener, som skal sættes på en piedestal. Vi bruger tid på at snakke om det de savner, som de godt kunne lide og det de savner, som de ikke kunne lide, fx: »at min far overhalede indenom på motorvejen«, »det var bare så pinligt«, »at min far ikke lukkede døren til toilettet, når jeg havde venner på besøg,« når min mor var på slankekur, når de voksne skændtes, min mors musik (hun hørte giro 413) osv. Formålet er, at børnene skal have lov til at opbygge realistiske erindringer om den afdøde, at de er savnede, fordi det var dem, de elskede, og ikke fordi de var »perfekte«.
I sorggruppen skabes der også rum for samvær på en munter og dagligdags måde. Der laves mad og spises, der fortælles historier, spilles og leges. Børn oplever, at der i et almindeligt samvær også er plads til sorgen, de oplever et kammeratskab, der uproblematisk veksler mellem leg og samtaler om savn, længsel og sorg.
Børn henter den bedste hjælp hos deres nærmeste, familie og venner, hvis de forholder sig til dødsfaldet og stiller op. Sorggrupperne skal efter vores mening ses som et supplement til de livsvigtige processer i familierne, og hvor det er muligt støtte disse.
Lægens rolle
I almen praksis har vi en central rolle, hvad angår børn og unge, der har mistet en forælder eller en søskende ved dødsfald. Kontakten kommer som oftest naturligt i den akutte tid efter dødsfaldet. Men det er ikke desto mindre vigtigt, at vi »husker« dødsfaldet, når barnet eller den unge kommer fem år efter med depressive symptomer, søvnproblemer, »ondt i maven« eller med selvdestruktiv adfærd som fx spisevanskeligheder.
Det kan være af essentiel betydning for barnet, at det er os, der husker og fremdrager sorgen som en eventuel udløsende faktor i forhold til de aktuelle problemer i barnets liv, og at vi påtager os at hjælpe med at finde et egnet tilbud.
Der er over det meste af landet tilbud om sorggrupper for børn og unge. Der kan findes en oversigt på www.cancer.dk - skolesektionen. Også foreningen Børns Vilkår, hvor vi er ansat, driver sorgarbejde i det meste af landet www.bornsvilkar.dk.
Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet.
LITTERATUR
1. A. Dyregrov. Educational consequenses of loss and trauma. Educational and Child Psychology, 2004; 21: 77-84.
2. K. Dyregrov: Skolens viktige rolle etter selvmod. Bedre Skole 2006; 1: 46-51.
Biografi:
Poul Nygaard er praktiserende læge i Aalborg og gift med Birgitte Nygaard, som er pædagog og familieterapeut fra The Kempler Institute. Poul og Birgitte Nygaard har siden 2000 været ledere af en sorggruppe for børn og unge i Aalborg, organiseret af Børns Vilkår. Siden 2001 har parret været initiativtagere til og ledere af årlig familiesorggruppe for familier i det daværende Nordjyllands Amt. De holder foredrag og kurser i hele landet for bl.a. praktiserende læger, praksissygeplejersker, sekretærer, lærer og pædagoger og hvem der naturligt kommer i kontakt med barnet i dets vante omgivelser. Der kan findes mere vedrørende emnet på www.birgittenygaard.dk
_____________________________________________________________
Artikel fra ugeskrift for læger nr 6, 2003 side 608, Artikel fra Nordjydske stiftstidende 29.6.03.
http://www.ugeskriftet.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/UGESKRIFT_FOR_LAEGER/TIDLIGERE_NUMRE/2003/UFL_2003_06/UFL__2003_06_41524
Hjælp til familier i sorg
I alt 23 børn og voksne har i godt et halvt år deltaget i landets første sorggruppe for familier. En gruppe, der på mange måder ligner børnesorg-grupperne, men hvor hele familien deltager. Og erfaringerne er gode. Så gode, at initiativtagerne nu vil oprette endnu en familiesorggruppe. Men det kniber med at finde midlerne.
Reportage og baggrund
Journalist Marianne Knudsen
En lørdag morgen i maj måned sidste år pakkede Torkil Nielsen fra Tårs og hans tre børn bilen for at mødes med seks andre nordjyske familier. Familierne, der alle havde mistet en forælder, skulle tilbringe weekenden sammen.
»Vi var spændte på, hvad dagene ville bringe, og vi var nok også lidt nervøse. Vi kendte jo ingen på forhånd, men vidste blot, at de alle stod i den samme situation som os«, siger Torkil Nielsen, der kort tid forinden havde mistet sin hustru, som også var mor til deres tre børn.
Den pågældende lørdag morgen blev starten på et længere forløb, hvor familierne skulle tilbringe i alt to weekender sammen, og derudover skulle de voksne mødes seks aftener uden børn.
Praktiserende læge Poul Nygaard og familieterapeut Birgitte Nygaard havde fået idéen til forsøgsprojektet gennem deres arbejde med børnesorggrupper under Børns Vilkår. Her havde parret ofte ønsket sig, at børnenes for-ældre kunne høre, hvad børnene fortalte.
»Det kan være udmærket at koncentrere sig om at hjælpe et enkelt familiemedlem – eksempelvis et barn. Men når det drejer sig om så stor en sag som at miste en for-ælder, så tror jeg, familien har større glæde af at løse sorgproblematikken i fællesskab«, mener Poul Nygaard. Det er Birgitte Nygaard dog ikke helt enig med ham i. Hun ser nødigt, at familiesorggrupperne går hen og erstatter børnesorg-grupperne.
»Der er brug for begge dele«, lyder hendes vurdering. »Men grundlæggende oplever børn og voksne det samme i begge grupperne: Nemlig, at de kan genkende sig selv i de andre«.
Græd og grinede
En rundkreds med plads til alle i gruppen blev det fast tilbagevendende omdrejningspunkt for weekendsamlingerne. Her fortalte såvel børn som voksne deres historie.
»Poul og Birgitte fik lynhurtigt skabt et forum, hvor alle følte sig trygge. Selvom vi aldrig havde set hinanden før, fik vi en fornemmelse af, at vi havde kendt hinanden altid. Vi fik sat ord på de tanker og følelser, som det kan være svært at få frem, når man går derhjemme i den daglige trummerum og skal få hverdagen til at fungere. Det kræ-ver tid og ro, hvis man skal et lag dybere ned« siger Birgitte Andersen, der deltog sammen med sin 7-årige datter Sofie.
»Sofie syntes, det var meget overvældende den første weekend. Hun havde svært ved at rumme alle de historier og samtidig se sin mor græde. Men hun glædede sig, da vi skulle af sted anden gang, og i dag falder det hende langt mere naturligt at snakke om sin far og om det, der er sket«.
Torkil Nielsen synes også hans familie er blevet hjulpet godt på vej gennem sorggruppen. »Vi havde forinden været meget åbne omkring min kones død, så jeg ved ikke, om der kom mere frem. Men vi fik i hvert fald talt ud om tingene«, siger han.
»Og så var det dejligt også at kunne tale om andet end sorgen. Der var masser af tid til hygge og pjat. Vi var på natløb, badede og snakkede til langt ud på natten. Så sorg og glæde gik hånd i hånd«, fortæller Birgitte Nygaard. »Og det er jo dét, det handler om: At lære at leve med sorgen«.
Ro og rum
For at give ro til at snakke havde Birgitte og Poul Nygaard bedt et par gode venner, lærer Asger Refshauge og sundhedsplejerske Mary Refshauge, om at hjælpe til på weekendopholdene. Mary skulle tage sig af forplejningen, mens Asger skulle koncentrere sig om børnene, der var i alderen 0-16 år.
»Børn kan naturligvis ikke holde ud at sidde stille og snakke på samme måde som voksne, så når de ikke havde lyst at deltage i rundkredsen længere, løb de ud til mig og legede«, fortæller Asger Refshauge, der selv synes han havde fået tildelt den bedste af alle opgaverne.
»Jeg var lidt spændt på, om jeg kunne fange så bred en aldersgruppe, men jeg havde taget en masse spil og udendørs legetøj med, vi lavede junglesti og skatte-jagt og havde det i det hele taget rigtig hyggeligt. Mange af børnene sad også og tegnede i nærheden af de voksne, så de kunne følge med i, hvad der blev sagt«.
Mary Refshauge blev positivt overrasket over hvor god en stemning, der var på weekenden. »Selv om familierne stod midt i sorgen, var stemningen alt andet end trykket. Det var utrolig opløftende at være med til, og det var rart at kunne få lov til at forkæle dem lidt«, siger hun.
»Det betød meget, at der var nogen, der tog sig af maden og af børnene, når de ikke havde lyst til at deltage i samtalerne«, fortæller Henning Als, der for et par år siden blev alene med tre små børn. »Og det giver ro i sjælen at vide, at man har et sted, hvor man kan få tingene sagt«.
Netværk
Det planlagte forløb for sorggruppen nærmer sig sin afslutning, men flere af familierne har i løbet af de otte måneder der er gået, fået så godt et kendskab til hinanden, at de også mødes uden for de aftalte tidspunkter og foretager sig forskellige ting sammen. Allerede før jul var der enighed om, at de nu var nået så langt, at de ikke længere ville kaldes for en sorggruppe. Et mere muntert navn er dog ikke dukket op endnu.
»Vi har fået et netværk, som vil gøre mange ting nemmere frem-over. Den fortrolighed og åbenhed, som blev skabt i sorggruppen, er til stede, lige så snart vi er sammen igen«, siger Birgitte Andersen og fortsætter:
»Det rækker langt at tale med sin egen familie og sine venner om at miste en nær pårørende, men det giver noget særligt at tale med nogen, der står i samme situation.
Samtidig er det befriende at have andre at trække på end familien og ens omgangskreds. Der er grænser for, hvor længe man har lyst til at pådutte ens nærmeste at snakke om sorgen. I sorggruppen er der større forståelse for, at man – også mange måneder efter det er sket – pludselig kan blive bombet tilbage og være ked af det igen«.
Og Birgitte Nygaard tilføjer: »Det har været en fornøjelse at se, hvordan familierne kan bruge hinanden. Det er tydeligt, at børnene har haft glæde af, at der både er fædre og mødre i gruppen. Så den dreng, der har mistet sin far, eksempelvis har kunnet tage sig en tumlekamp med én af de andre fædre«.
Familielægens fortrin
Praktiserende læge Poul Nygaard har selv fået meget ud af at arbejde med familiesorggruppen. Men man behøver ikke være læge i en sorg-gruppe for at hjælpe familier i sorg, mener han. Der kan gøres meget i den almindelige lægepraksis.
»Som familielæge står du i en god position. Ofte er du én af de første, der får besked via sygehuset, når nogen dør. Og folk accepterer, at familielægen spørger ind til stort set alt. Det er min erfaring, at man godt kan være lidt nysgerrig i den situation, og sågar kan opsøge familier i sorg. Stikke en føler ud og høre, om der er noget, man kan gøre. Tage telefonen eller møde op og vise sin deltagelse. Så er det også nemmere at snakke om sorgen, hvis de pågældende senere møder op i konsultationen. Jeg har selv opsøgt familier i sorg, og har kun gode erfaringer. Min oplevelse er, at det øger patienternes tillid til mig som familielæge«.
Samtidig har arbejdet med sorggruppen gjort Poul Nygaard yderligere bevidst om, hvor vigtigt det er at »kigge bag om« de sym-ptomer, patienterne kommer med. Hvad er det egentlig symptomerne bunder i?
»Jeg tror, at mange af os undlader at spørge til patientens livssituation, fordi det stresser os, hvis vi ikke kan gøre noget. Vi er opdraget til, at der altid skal findes en løsning, selv i de tilfælde, hvor der ingen løsning er, men hvor det ,blot‘ drejer sig om, at patienten sørger eller er i krise. I stedet burde vi være lettede over, at der trods alt også findes patienter med symptomer, som simpelthen forsvinder af sig selv.
Og endelig kan vi hjælpe patienterne lidt på vej ved simpelthen at lytte og snakke om sorgen. Nogle vil sikkert sige, at det har de ikke forstand på, men man behøver ikke have forstand på det. Det handler først og fremmest om at være til stede, og vise sin deltagelse enten i ord eller kropssprog, og give patienten lov til at snakke om dét, der fylder. Vi må godt være lidt mere modige. Vi snyder ikke bare patienten, men også os selv, hvis vi undlader at tale om sorgen«.
Ny familiesorggruppe
Birgitte og Poul Nygaard synes erfaringerne med familiesorggruppen er så gode, at de gerne vil starte en ny gruppe i år. De modtog sidste år godt 37.000 kr. fra Nordjyllands Amts Sundhedsfremmepulje til pilotprojektet, men har netop fået afslag fra amtet på yderligere bevillinger.
»Vi vil helst undgå at skulle indføre brugerbetaling, da familierne i forvejen står i en sårbar situation og kan have svært ved at overskue deres økonomi. Det ville være trist, hvis de valgte familie-sorggruppen fra udelukkende på grund af økonomien. Så lige nu bruger vi meget krudt på at finde andre måder at finansiere en ny familiesorggruppe på. Forhåbentlig lykkes det at finde en række fonde, der vil støtte projektet. Eller at skaffe pengene ad anden vej«, siger Poul Nygaard.
--------------------------------------------------------------------------------
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
_____________________________________________________________
fra Nordjydske Stiftstidende 29.6.2003
Bruger fritiden på at hjælpe familier i sorg
FRIVILLIGE:
Ægtepar har startet projekt på eget initiativ
Poul og Birgitte Nygaard tager ofte ud og fortæller om deres projekt "Familieliv i sorg", der går ud på at hjælpe familier, der har mistet den ene af de voksne. Deres beretning berørte medlemmerne af Lions Club Vejgaard så dybt, at klubben for nyligt besluttede at donere 12.500 kroner til projektet - her overrakt af klubbens præsident Peter Lindgaard. Foto: Michael Bygballe
Ida Smith
AALBORG: - Det var som at få et plaster revet af.
Sådan beskriver en af deltagerne i Birgitte og Poul Nygaards sorggruppe for familier, hvordan det føltes at fortælle om den forfærdelige dag, hvor hun mistede sin mand, og børnene mistede deres far.
- Det gør ondt, det ved vi alle. Men det er også et godt billede, fordi plastre ikke skal blive siddende. Nu var den familie åbenbart klar til at lufte såret og på vej til heling, selvom det smerter, konkluderer Birgitte Nygaard.
Det er følelsen af, at indsatsen gør en forskel, der driver Birgitte og Poul Nygaard til at bruge en god del af deres fritid på at stå i spidsen for samtalegrupper for børn og voksne, der har mistet et nært familiemedlem.
I det daglige er Poul Nygaard praktiserende læge i Aalborg, og Birgitte Nygaard har indtil fornyligt arbejdet som hospitalspædagog på Aalborg Sygehus' afdeling for kræftsyge børn. Ved siden af har hun uddannet sig til familieterapeut, og hun har nu sagt sit job på sygehuset op for at kunne bruge al sin tid på familieterapi.
Parret har tilsammen tre børn, men har også haft plejebørn. De har i mange år været involveret i FDF-arbejde og været aktive frivillige i Kirkens Korshær.
Skrøbeligt liv
For tre år siden blev parret ledere af en sorggruppe for børn og unge i Aalborg, organiseret af Børns Vilkår og med hjemsted i Frivillighuset. Gruppen mødes hver tredje uge.
- Kræftens Bekæmpelse har også sorggrupper for børn, så hos os kommer de børn og unge, hvor det ikke er kræft, der er årsagen til, at de har mistet en far eller mor, søster eller bror, fortæller Birgitte Nygaard.
- Det kan være pludselige og uventede dødsfald. Der, hvor forælderen måske har sagt: "Jeg skal lige ned og handle", og så kom vedkommende aldrig mere tilbage. Når man hører de beretninger, så finder man ud af, hvor skrøbeligt livet er.
Syv familier med
Efterhånden opstod ønsket om at lave en sorggruppe, hvor forældrene også kunne være med. Det er ikke et tilbud, som er almindeligt noget som helst sted i landet. Nordjyllands Amt besluttede at støtte det nye initiativ med 37.000 kroner fra sundhedsfremme-puljen sidste år, og det var nok til at komme i gang.
Parret sendte indbydelser til skoler, socialkontorer og praktiserende læger. 10 familier henvendte sig, men tre faldt fra inden start. I slutningen af maj 2002 mødtes så de syv familier, der tilsammen talte fire fædre, tre mødre og 14 børn. Mødestedet var Sæbystrand Feriekoloni, hvor familierne tilbragte weekenden sammen.
Derefter mødtes de voksne seks aftener i det følgende halve år, inden det sidste fælles weekendophold i november 2002.
Ord på følelserne
Undervejs blev der snakket om tabet og sorgen og livet bagefter. De afdøde blev mindet som de mennesker de var, på både godt og ondt, og der blev i det hele taget sat ord på følelserne.
- Det var tydeligt, at familierne genkendte sig selv i de andres historier. De forstod hinanden på et dybere plan, siger Birgitte Nygaard.
Der var også tid til hygge og leg. Poul og Birgitte Nygaard havde allieret sig med et par nære venner, ægteparret Mary og Asger Refshauge, som hjalp med det praktiske og havde tid til at lege med børnene, når de blev trætte af de voksnes snak.
- Vi tror, at familierne, der har deltaget i dette projekt, også fremover vil kunne hente støtte og hjælp hos hinanden, siger Birgitte Nygaard.
Ny gruppe i gang
For få uger siden startede de to par en ny familiegruppe med syv andre familier, der alle har mistet en af de voksne. I dette forløb vil børnene også få tilbudt at mødes til samtaler ind imellem de to weekendophold. Børns Vilkår går ind og støtter børnegruppen.
Men ellers har det været sværere at finde støtte til at gennemføre projektet i år. Amtet giver ikke noget, så Poul og Birgitte Nygaard er meget taknemmelige for, at to lokale Lions Clubber har støttet arbejdet. Lions Club Klarup har givet cirka 14.000 kroner til at dække huslejen ved weekendopholdene, og Lions Club Vejgaard har for nyligt doneret 12.500 kroner til projekt "Familieliv i sorg". Dronninglund og Skagen Kommuner har også bidraget.
- Vi søger desuden fonde for at få råd til at fortsætte. For vi tror på, at ideen er rigtig, og vi er meget glade for at lave det. Det berører os naturligvis dybt at høre familiernes beretninger, men samtidig er det utroligt stærkt at være så tæt på folk, siger Birgitte Nygaard.
Lagt på www.nordjyske.dk søndag d. 29-06-2003 kl. 06:00
_______________________________________________________________________
Artikel fra Kristeligt dagblad
Når børn sørger sammen.
(Artikel fra Kristeligt dagblad 15.3.2002 ).
BØRN OG SORG: I Aalborg mødes en gruppe børn med én oplevelse til fælles: De har alle mistet et menneske, de elskede. Gennem samtale og samvær finder de måder at leve med den sorg på, som de altid vil bære med sig
AF MERETE ØRSKOV
Anne-Mette fortæller om sit savn, så man kan mærke smerten og glæden. Glæden over, hvor dejligt det var, når hun stod på sin højtleende fars skuldre midt i svømmehallen og kastede sig ud i vandet derfra. Og smerten over aldrig at skulle opleve det igen.
- Det var underligt at se min far, da han lå i kisten i kapellet. Han så ud, som om han sov og ville vågne igen. Det gjorde han bare ikke, siger Anne-Mette.
Det er godt et år siden, hendes 37-årige far døde. Anne-Mette er nu 11 år og har i seks måneder været med i en sorggruppe for børn i Aalborg under foreningen Børns Vilkår.
Denne eftermiddag er fire piger fra gruppen samlet for at fortælle Kristeligt Dagblad, hvad det betyder for dem at dele deres smerte med hinanden. Og med de to voksne gruppeledere, familieterapeut Birgitte Nygaard og hendes mand, praktiserende læge Poul Nygaard.
Brusende sodavand, kiks og småkager står på bordet, og pigerne er først lidt forlegne. Men snart opstår den stemning, man kan snakke frit i. For den er de vant til at have sammen. Så der tales. Og der lyttes.
- Noget af det, der føles rart, når jeg tænker på gruppen her, er, at der er plads til os alle. Det handler ikke om én person, men om os alle sammen, og vi kan sige det, vi gerne vil sige. Og så er det godt, at de andre også har mistet en, for så føler jeg mig ikke alene, fortæller Anne-Mette.
17-årige Line, hvis mor døde for ni måneder siden, supplerer:
- Gruppen er et pusterum. Man kan komme ud med det hele. Og man kan sige alt det, som andre måske ikke gider høre om, fordi de ikke har prøvet at miste. Nogle gange behøver vi slet ikke sige noget. Så kan vi bare se på hinanden, og så ved vi, hvordan hinanden har det.
Det er især det, der er ideen med gruppen. »Hvordan er det at være dig?« er kodeordene for samværet, der udfoldes på forskellig vis: ved fælles madlavning, ved fælles samtale i gruppen, ved leg og ved snak på kryds og tværs. Alle ved, at i dette forum kan man altid sige, hvordan man har det lige nu. Og man kan også lade være og bare nyde at lege og spille. Og mærke, at livet også går videre.
Den stemning er vigtig, fordi det ellers ofte er tavsheden, børn møder, når de har mistet et familiemedlem.
Trine er 13 år. Hendes far, som hun boede hos hver weekend, døde for godt et år siden ved en arbejdsulykke.
- I skolen gik jeg tit alene i frikvartererne, efter min far var død. Jeg havde ikke lyst til at snakke sådan, som de andre gjorde. Og de spurgte mig ikke, hvordan jeg havde det, selv om de kunne se, at noget var galt. Det fik mig til at blive endnu mere indelukket.
Trine har været med tre gange i sorggruppen, der mødes fra kl. 17 til kl. 20.30 hver tredje uge.
- Da jeg begyndte at komme i gruppen her, så begyndte mine lærere og kammerater at spørge mig, hvordan det går. Måske gør de det nu, fordi de ved, at nu har jeg snakket det igennem, så nu kan de også spørge. Men jeg ville gerne have talt med dem dengang også.
Jeanne er 10 år. Hendes søster døde af kræft for tre år siden.
- Da jeg kom i skole igen, vidste de godt, Malene var død. Så spurgte en om noget, men en anden sagde hurtigt: »Det må du ikke spørge om.« Det blev jeg ked af. For de kunne jo ikke vide, hvordan jeg havde det, og jeg synes godt, de måtte spørge.
Line fortæller, at hendes veninder snakkede meget med hende, indtil moderen blev begravet. Derefter var det, som om de ønskede, at nu skulle hun blive sig selv igen.
- Hvis nogen fortæller, hvad de har lavet med deres mor, og de så kigger på mig, så går samtalen i stå. Det bliver jeg pissesur over. Jeg vil også gerne fortælle, hvad jeg har lavet med min mor. En gang sagde jeg det til en veninde. Hun fortalte, at hun ikke ville spørge om noget, fordi hun ikke ville gøre mig ked af det. Men jeg vil altid være ked af det. Og jeg kan godt tale om min mor.
En anden vigtig del af gruppens funktion er, at børnene kan dele deres erfaringer. På den måde oplever de, at deres egne reaktioner på dødsfaldet er helt almindelige.
For eksempel kan det være svært for nogle af de ældste børn, at de efter faderens eller moderens død er begyndt at sove sammen med den forælder, de har tilbage. Men da det først kom frem i gruppen, viste det sig, at alle børnene sov sammen med deres mor eller far efter dødsfaldet.
Trine siger:
- Jeg var bange for at sove alene. Måske var jeg mest bange for at møde min far igen, og jeg var bange for skygger. Men efter vi har snakket om det i gruppen, har jeg indset, at der ikke er noget at være bange for.
Jeanne fortæller:
- Når de andre siger noget, opdager jeg, at det jo også er sådan, jeg har det. Malene døde derhjemme, og hendes kiste stod på hendes værelse. Men jeg kunne ikke lide at gå forbi om aftenen. Jeg var bange for, at hun skulle vågne op igen.
Børnene deler også deres minder med hinanden. De har haft billeder med af den afdøde, og de kommer næsten til at kende de mennesker, de andre har mistet. I gruppen er det også tilladt at fortælle det, man ikke kunne lide ved dem, der er døde. For der er også noget, som de ikke savner.
- Det var for eksempel træls, at Malene altid fik en masse gaver af dem, der besøgte hende på sygehuset. Hun fik mange flere end mig, siger Jeanne.
Line har nogle dage, hvor hun pludselig ikke kan huske sin mor.
- Så kan jeg godt gå lidt i panik. Det er meget ubehageligt, og jeg føler, jeg har gjort noget forkert, for jeg vil jo gerne huske hende. Men så går der nogle dage, og så kan jeg huske hende igen.
Trine fortæller, at hendes mor en dag spurgte hende, om hun stadig kunne huske sin far.
- Det blev jeg sur over. Selvfølgelig kan jeg huske ham. Jeg har jo elsket ham, siden jeg blev født. Og alligevel kan det godt være svært. Så jeg vil passe på, at jeg ikke glemmer ham. Det, jeg savner mest, er hans smil og hans væremåde. Hans tryghed.
I gruppen har det også stor betydning, at børnene taler åbent med voksne om, hvordan de har det.
- Birgitte og Poul er gode at snakke med, fordi de forstår, hvordan jeg har det. Så jeg tror, det bliver nemmere for mig også at tale med andre voksne om det, siger Trine.
Anne-Mette tilføjer:
- Men man skal kende de voksne godt og føle sig tryg ved dem, så det ikke bare bliver noget, man siger. For hvad nu, hvis de fortæller det videre til andre, eller hvis de overdriver det?
Ingen af de fire piger kan lide at tænke på, at de en dag skal holde i gruppen. For tiden er 13 børn med, og der står børn på venteliste. Men gruppen er ikke et sted, de skal blive ved med at komme. Og Anne-Mette tænker, at når hun en dag holder, så er hendes sorg blevet mindre.
- Selvfølgelig vil min sorg altid være der. Men jeg tror, at knuden af sorg er blevet løsnet lidt. Og så kan jeg fortælle om det nu uden at græde. Selvfølgelig må man gerne græde, men det er ikke altid lige perfekt i alle situationer. Og andre mennesker kan måske få en forkert opfattelse af, at man græder.
Trine tilføjer:
- Ja, måske tror de, at man er et pattebarn. Så det er rart at kunne fortælle om sin fars død uden at græde, når man møder nye mennesker.
____________________________________________________________________________
Artikel fra temahæfte om pårørende til praktiserende læger - pfizer 2004
Det er godt, at lægerne er så dygtige.
Af familieterapeut og pædagog Birgitte Bredal Nygaard, leder af sorggrupper for børn, unge og familier
Når et familiemedlem bliver uhelbredeligt syg, har alle i familien brug for at blive underrettet og hørt. Den praktiserende læge kan være med til at forhindre, at familiemedlemmerne bliver ensomme sammen. Det kræver mod og menneskekundskab mere end faglig kunnen. Lægen må tage udgangspunkt i den tillid og respekt, den terminale patients familie har til ham/hende men bliver nødt til at give afkald på sin traditionelle rolle som den, der har svarene. I stedet handler det om at vedkende sig sin magtesløshed for at kunne hjælpe med at samle og hele den syges familie.
Terminale patienter og lægens rolle
Når jeg på mine ture rundt i landet holder foredrag for praktiserende læger om det at være en familie i sorg, møder jeg en stor interesse for emnet samt et stærkt ønske om at ville gøre det så godt som muligt for patienterne. Når det gælder terminale patienter og deres pårørende, oplever praktiserende læger som alle andre en afmagt. Alt har nu været forsøgt uden held. Håbet om at blive rask er væk, og det gælder nu ikke længere om at finde løsninger men snarere om at affinde sig med døden, om at acceptere det uundgåelige. Det er med stor ydmyghed, at jeg kommer med gode råd til jer praktiserende læger om, hvordan jeg mener, I kan hjælpe terminale patienter og deres pårørende, når de er trådt ind i denne zone. Her er det mere den menneskekundskab, I har erhvervet undervejs, end det er jeres uddannelse og træning, der kan gøre en forskel. Når jeg tillader mig at komme med disse råd, er det fordi, jeg gennem mit virke har set, hvilken forskel I kan gøre, når I byder ind, ikke blot fagligt men også menneskeligt, på områder, der ligger udenfor jeres primære virkefelt.
Terminale patienter og magtesløsheden
For 20 år siden, efter måneders uvished, fik min mor konstateret tilbagefald af sin brystkræft. Lige efter at min mor havde fået den triste og uoverskuelige besked, kom jeg ud til hende på sygehuset. Vi var fortvivlede. På sygehuset var der travlt, og der var ingen, der talte til os, eller var sammen med os. Vi mødte blot undvigende blikke. Den samme eftermiddag skulle der være gudstjeneste på afdelingen, og vi blev enige om, at vi ville henvende os til præsten, når gudstjenesten var ovre. Vi var bange og utrygge og søgte trøst og råd. Efter Gudstjenesten sagde min mor til præsten: ”Jeg har i dag fået en dom. Min brystkræft er spredt over det hele”. Præsten blev tydeligvis ubehageligt til mode. Han kiggede på os og sagde: ”Så er det godt, at lægerne er så dygtige,” hvorefter han tog præstekjolen af, lagde den i tasken, ønskede os alt godt og gik.
Lægens forudsætninger for at hjælpe terminale patienter og deres pårørende
Det, der var svært for præsten dengang, er det, der er svært for os alle: At turde være til stede, at turde stå ved egen magtesløshed. For læger er det måske ekstra svært at vedkende sig sin magtesløshed, fordi vi forventer, at I har svar og løsninger. Men I har som læger også særlige forudsætninger for at hjælpe – det er jer, vi alle tillidsfuldt kommer til med stort set alt, der volder os kvaler og fortræd. Når livet er svært, er I ofte de første, som vi henvender os til. Vores tillid er så stor, at I kan spørge os om stort set alt, og vi vil svare på det. Hver dag bliver I mødt med ét langt ”Hjælp os!” Oftest kan I helt eller delvist løse problemerne, men når det handler om død eller terminalt syge patienter, er hjælpen ikke at forsøge at trøste eller at fjerne det, der gør ondt, men at turde være til stede i magtesløsheden.
Vigtigheden af at sætte ord på magtesløsheden
Vi skal fortælle, at vi ved, at det er svært at leve med en uhelbredeligt syg i familien. Måske ved vi det, fordi vi selv har prøvet det, eller fordi vi har set og hørt det fra andre familier. Vi skal turde være til stede i nuet med familien, turde være usikre, være mørkerædde, være på ”Herrens mark.” Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige – i så fald er det det, vi siger: ”Det er så svært, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”.
Fra min tid som pædagog på Onkologisk børneafdeling på Aalborg Sygehus husker jeg en episode med en 14-årig dreng, der netop havde fået at vide, at han var uhelbredeligt syg, og at der kun var palliativ behandling at få. Da jeg stod der sammen med drengen, kom jeg til at tænke på præsten, der ikke kunne udholde sin magtesløshed og derfor bare gik, da min mor og jeg havde brug for ham. Besluttet på ikke at gøre som præsten, sagde jeg i stedet til drengen: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, det er bare så svært”. Han kiggede på mig og sagde: ”Kan du ikke sige, hvad du tænker?” Det var lettere for mig, og jeg sagde til ham: ”Uanset hvad der skal ske, vil jeg gerne hjælpe og være sammen med dig.” ”Tak”, svarede han. Her opstod der en særlig varme, et lys blev tændt, og jeg blev en værdifuld erfaring rigere. Hvor svært kan det være? Børn er kloge: ”Bare sig, hvad du tænker.” Mere end de rigtige, forløsende ord – de findes ikke – handler det vel om mod: Mod til at blotte sin magtesløshed, mod til at være til stede, bare være der, midt i al fortvivlelsen, medfølende og deltagende.
Det er også her, noget nyt opstår. Fortsættelsen på samværet med denne dreng var, at han spurgte: ”Skal vi så spille kort?” Det er et billede på, at børn er rigtig gode til at gå ud og ind af det svære, at ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe”. Vi kan som voksne lære en masse af børnene.
Modet til at være til stede i magtesløsheden
Når vi tør være i det, der er svært, bliver der også plads til det lette og gode. Selv om det lyder underligt, er der ofte et rigtigt ”godt liv i døden” og i tiden indtil døden. Her giver kvalitetstidsbegrebet særlig mening, fordi det nu bliver klart for os, at tiden, der er tilbage, er uhyre kostbar.
Jeg husker et andet barn, en pige på 17 år, der vidste, at hun skulle dø. Hun fortalte, hvor ensom og forladt hun følte sig, når der kom voksne ind på stuen til hende, der ikke viste hende, hvad det betød for dem, at hun skulle dø: Alle dem, der lod som ingenting, smilede og prøvede at opmuntre hende. Hun ville kun opmuntres af dem, der også kunne være bange og ked af det sammen med hende.
Jeg har hørt svært syge voksne og pårørende kalde nogle af vennerne og familiemedlemmerne for ”overfrakkegæster”. De mennesker, de troede, stod dem nær, også når livet blev svært, blev kun så kort tid, at de end ikke tog overfrakken af. De kunne ikke holde ud at være der. De var hele tiden på vej væk.
Vigtigheden af at familien er sammen om det ændrede liv
Det gode liv er for en terminal familie det samme som i alle andre familier: Det opstår, når familien er et fristed, hvor man kan være sig selv og elskes, som man er. Et fristed, hvor det man føler og tænker, har værdi både for een selv og for fællesskabet; et sted, hvor man ikke har hemmeligheder for hinanden. Selvfølgelig kan der være mange bekymringer såsom økonomiske trængsler eller terrorisme, som de voksne ikke partout skal dele med børnene men kun med andre voksne. Men når en bror, søster, forælder eller bedsteforælder bliver alvorligt syg, hjælper vi ingen ved at holde det skjult for børnene. De er en del af det ændrede liv. Noget af det værste er, når voksne i et misforstået ønske om at skåne andre lukker hinanden eller børnene ude af fællesskabet ved ikke at dele nødvendig viden og følelser. Så sker der nemt det, at de enkelte familiemedlemmer bliver ensomme sammen. Et barn fortalte forleden, at han fandt ud af, at hans morfar var alvorligt syg, fordi mor og mormor gennem længere tid havde været ”mærkelige”. Som han bemærkede: ”Det kunne de da godt have sagt!”.
Vigtigheden af at inddrage de pårørende
Når patienter banker på vores dør, er det vigtigt, at de bliver taget alvorligt og ikke bliver ladt alene med det, der gør ondt i livet. Men det er ikke nok, at der bliver taget hånd om patienten selv. For når et familiemedlem bliver uhelbredeligt syg, så har alle i familien en historie, der skal fortælles. Bliver alle ikke hørt, bliver de pårørende let ensomme sammen. Vi skal som professionelle gå foran og fortælle dem, hvad vi ved om det at være en ”syg familie”. Fortælle at den hverdag, der var, nu er forsvundet, fortælle at de nu lever i en forandret verden. Det kan godt være, dette ikke er lægens opgave, men det forandrer ikke ved, at lægen har gode forudsætninger for at gøre en forskel i dette arbejde med de pårørende.
I læger skal fortælle åbent, hvad sygdommen går ud på og stå ved de risici, der er. Alle i familien har brug for at blive inddraget og få besked på et niveau, de kan forstå. I må finde ord til de store børn og andre ord til de mindre. Det er vigtigt, at børn får så klar besked, som de kan magte.
Vigtigheden af at lytte til de pårørende
Det er ikke nok åbent at forklare, hvad det er, der er ved at ske med den syge. Vi skal også lytte til og tale med de pårørende om deres situation. Vi skal alle være interesserede i, hvordan det er at være dig – den enkelte i familien.
Jeg snakkede med en pige, der havde en uhelbredeligt syg bror. Vi talte ikke om ham, men kun om hvordan hun havde det, og hvor forandret hendes liv nu var blevet. Senere forærede hun mig et vidunderligt billede med mit navn malet omkranset af hjerter. Det fortæller noget om, hvor vigtigt det er, at der er vidner til vores liv, at vi bliver set og hørt og taget alvorligt.
Når der er børn som pårørende til terminalt syge, tager vi ikke barnet alvorligt, hvis vi udelukkende fokuserer på den handling eller det symptom, barnet udtrykker. Vi skal forsøge at se den bagvedliggende årsag til, at barnet gør, som det gør – forsøge at forstå, hvad det er, barnet forsøger at fortælle. Det er som med Den lille prins, der af ræven lærer, at man kun med hjertet kan se rigtigt. Kort sagt, når vi taler til pårørende, er det vigtigt, at vi både taler til hjerte og hoved på samme tid.
Et eksempel: Jeg kommer forbi et badeværelse, hvor en lille pige på 4 år står og tørrer sin afføring ud på væggene. Jeg siger til hende, at selvom jeg ved, at hendes liv er noget lort, vil jeg ikke have lort på væggene. Hun kigger lettet på mig – som ville hun sige, ved du godt, hvor svært jeg har det? Vi fortsætter snakken om det svære liv og ikke om afføringen på væggen.
Det er en sorg, når en i familien bliver uhelbredelig syg. Børn og deres familie, som er i sorg, er ofte ensomme.
Vi må hjælpe de pårørende til at hjælpe sig selv
Jeg er overbevist om, at uanset om vi er læger, skolelærere, pædagoger, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker eller præster – så kan alle vi, der qua vores virke jævnligt møder mennesker i sorg, hente den bedste hjælp i den terminale patients nære kreds af pårørende, hvis de ellers tør forholde sig til det, der er svært og stiller op. En stor del af mit arbejde går således ud på at mobilisere den ”syge” eller sorgramte familie og vennekreds.
Jeg tror, det ville være rigtig godt, hvis lægen ville stille op til samtaler med hele familien, hvor det er muligt for de enkelte i familien at fortælle, hvordan de har det. På den måde kan familierne hjælpes til at dele sorgen sammen. Det er vigtigt at få talt om, hvad det er, vi håber og frygter. Når der i en familie bliver sat ord på følelserne, opstår der en varme og samhørighed, som kan være helt fantastisk. Familierne lærer, at det er rart at dele det svære med hinanden. Hvis I som læger ikke har tiden eller ikke føler jer klædt på til samtaler med hele familien, synes jeg, I skal hjælpe dem med at få samtalerne et andet sted. Jeg forestiller mig ikke noget med lange forløb men en hjælp til familierne med at opleve, at det er godt at dele sine tanker og følelser med hinanden.
De utrøstelige
Da Kong Herodes beordrede drengebørn under to år slået ihjel, og hans soldater kom til byen Rama, lød der skrig fra byens kvinder – Ramaskrig. Mattæus 2,18: ”I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere”.
Vi skal ikke tro, vi kan trøste syge, døende og pårørende. Vi skal ”bare” holde til at høre Ramaskriget.
At hjælpe terminalt syge og deres pårørende handler mere om mod og menneskekundskab end om specifikke lægelige kompetencer. Dog har I læger en unik mulighed for at hjælpe pårørende med at finde styrke sammen qua den tillid og respekt, I nyder. En god hjælp til at ”være” i det svære er, at dele oplevelserne med andre, at arbejde med sin egen del, det personlige, f.eks. ved at gå sammen med kollegaer i grupper eller ved at deltage i en supervisionsgruppe. Når vi hjælper os selv, hjælper vi også dem, vi gerne vil hjælpe. Vi får nemmere ved at være nærværende i vores eget og i andres liv.
Gode råd til praksis
1. Hav mod til at være tilstede i magtesløsheden – det handler ikke om at sige de rigtige ord men om at være der for de pårørende
2. Vær ærlig overfor de pårørende – alle i familien, også børnene, har brug for at blive inddraget og få besked på et niveau, de kan forstå
3. Lyt til de pårørende – de har brug for at fortælle deres historie
4. Hjælp de pårørende til at opleve, hvor godt det er at dele tanker og følelser med hinanden
5. Bliv bedre til at håndtere de svære situationer – del dine erfaringer med en kollega
______________________________________________________________
Artikel fra Nordjyske Stiftstidende 4. januar 2006.
"Når kærligheden ruster"
PREP: Alt for mange har glemt hvorfor de i sin tid faldt for hinanden.
Jørn Larsen: joern.larsen@nordjyske.dk
AALBORG:<b>"Min far og mor er kærester".</b> Hvor mange børn kunne finde på at sige det, om deres forældre. Nok ikke ret mange. For mange steder er det ikke til at se og høre på de voksne, at der engang har været varme følelser mellem dem.
Familierne fungerer mere som arbejdsfællesskaber, hvor det handler om at få hverdagen til at hænge sammen. Hvem køber ind, hvem kører ungerne til sport og hvis tur er det til at pudse vinduerne eller støvsuge.
Kærlighed er der ikke sat tid af til.
- At være forældre, der er kærester, er det bedste, vi kan gøre for børnene. Det giver dem tryghed, siger Birgitte Nygaard.
Hun er familieterapeut og sammen med sin mand Poul Nygaard, der er praktiserende læge i Aalborg, har hun i et års tid holdt kurser for par, der vil sikre at parforholdet bliver ved med at være i god form eller hvis de har haft problemer prøver at bringe det på ret køl igen. vil have parfoldet på ret køl igen. Kurserne bliver enten holdt over en weekend i parrets sommerhus eller over en række aftener på Folkeuniversitetet.
De bruger en metode, der hedder PREP. En metode der oprindeligt stammer fra USA, men som de senere år har vundet indpas i Danmark.
- Vi har en forestilling om, at parforholdet kører af sig selv. Vi bruger masser af tid og penge på tøj, på frisøren og på bilen. Men vi tror, at kærlighed er brændstof nok i sig selv, supplerer Poul Nygaard.
Men det er det sjældent, det går så let. Der skal arbejdes for tingene, og det behøver ikke at være så svært, hvis bare man taler til hinanden og vel at mærke lytter til det, den anden har at sige. Og lader være med at hænge sig i bagateller.
- Livet er for kort til at gå op i småting, som Poul Nygaard siger.
Ægteparret er også inde i arbejdet med sorggrupper, hvor børn f.eks. har mistet en forælder. Og her får man virkelig sat tingene i perspektiv - så betyder småting lige pludselig ikke så meget mere.
Det er undervisning
Begge understreger at PREP ikke er terapi. Alene ordet er nok til, at mange mænd ikke er til at drive ind i et lokale, hvor der foregår den slags.
- Det er undervisning. Folk der kommer skal ikke dele alt med de andre. Krop og sjæl skal ikke krænges ud, siger Birgitte Nygaard.
Deltagerne, i de kurser parret har holdt, har aldersmæssigt spredt sig fra starten af 30'erne op til efterlønsalderen. Men hovedparten har været fra midt i 40'erne til midt i 50'erne.
Typisk er det en krise i parforholdet, der har fået folk ud af busken. Det kan være at man har fået børn, at børnene er flyttet hjemmefra, eller at man skal være meget mere sammen fordi man nu er på efterløn.
Ægtepar har en tendens til at glemme, hvorfor de i sin tid blev forelskede i hinanden. Hvis manden havde pjusket hår og krøllede skjorter, og det var det, der var så charmerende ved ham, så er det ikke særlig frugtbart, at være efter ham, fordi han stadig ikke kan finde ud af at stryge skjorterne eller trække en kam gennem håret.
- Man skal prøve at holde fast i det, man syntes var noget særligt, siger Birgitte Nygaard.
Oplæg til eftertanke
Hun fortæller, at under et PREP-kurus kommer hun typisk med et oplæg, som får folk til at tænke over, hvordan det er hjemme hos dem selv.
- Jeg har f.eks. fortalt om, engang jeg kom hjem, hvor sofaen var væltet og stuen flød med puder. Poul og drengene lå bag puderne og skød til måls med tændstikker efter nogle playmobilmænd . Jeg blev sur og skældte ud. Men det var jo ikke fordi, det rodede. Det var jeg egentlig ligeglad med. Det handlede om, at de havde det så sjovt, og jeg følte mig udenfor, fortæller Birgitte Nygaard.
Hermed peger hun på et punkt, mange ikke er opmærksomme på. Selvom vi hidser os op over et eller andet helt konkret, så kan det sagtens være noget helt andet, der ligger bag eksplosionen. Sådan en historie kan folk sagtens få til at rime med noget af det, der sker hjemme hos dem selv.
En anden god øjenåbner er når hun fortæller om, hvordan vi taler sammen. Og hvor overfladiske vi egentlig er i forhold til hinanden.
Ifølge PREP kan man tale sammen på fem niveauer. Det kan sammenlignes med en kældertrappe med fem trin. Første trin er hilse-planet, og trin to er udveksling af praktisk informationer - altså ting som hvem der handler ind og hvem, der henter børnene. Men ret meget længere ned ad samtaletrappen, er der rigtig mange, der aldrig kommer. Det kunne være ting som at snakke om hvilke holdninger den anden egentlig har - og hvorfor, og hvad var det man drømte om engang.
Faresignaler
Der er en række faresignaler, man skal være opmærksom på i et parfold.
Det første er optrapning. Når et banalt skæderi udvikler sig, så man kommer helt op i det røde felt.
- Man når op i højder, hvor det slet ikke hører hjemme. Man skyder på hinanden istedet for at snakke om det, det handler om, siger Poul Nygaard.
Her er et godt råd - ganske gratis - fra PREPs værktøjskasse. Man beder om en time out. Forstået på den måde, at diskussion lægges til side. Ikke for at blive glemt - for problemer forsvinder ikke af sig selv - men for at blive taget op, når man kan tale sammen.
- Det handler ikke om at vinde en diskussion. Man skal aldrig glemme at "vi er på samme hold", siger Birgitte Nygaard.
Faresignaler nummer to, er at man taler ned til hinanden. I stil med: "hvor dum har man lov at være, du ved da godt, at det ikke er de kopper vi skal bruge". Et tredje faresignal er, at den ene part trækker sig, og den anden forfølger den, der forsøger at slippe væk. Et fjerde faresignal er , man altid tolker det den anden siger negativt.
Tal og lyt.
En god kur mod, at man ikke rigtig forstår hvad den anden siger, er en særlig tale- og lytteteknik. På kurset hos Birgitte og Poul Nygaard får deltagerne udleveret et lille stykke papir - en brik, som de f.eks. kan bruge, når de kommer hjem.Den der har brikken har ordet. Den der lytter skal så med egne ord gentage det, partneren sagde.
Den med brikken skal snakke for sig selv, og ikke prøve at læse den andens tanker. Han eller hun skal holde sig til korte udsagn, og skal standse med jævne mellemrum, så partneren kan gentage det, der er blevet sagt.
Reglerne for den som lytter er, at han eller hun med egne ord skal gentage det, der bliver sagt. Han eller hun skal fokusere på talerens budskab, og har ikke lov til at komme med mod-indlæg.
- PREP handler meget om kommunikation. Vi skal lære at snakke sammen og lytte til hinanden, siger Birgitte Nygaard.
- Og så skal vi holde op med hele tide at lege "find fem fejl" hos parteren, siger Poul Nygaard.
Derfor gjorde vi det.
Hvis der er lidt knas på hjemmefronten eller hvis man vil have hjælp til at få forholdet til at blive ved med at køre - eller køre bedre, så er det ikke noget, man fortæller om her og der og alle vegne. Og da slet ikke til avisen.
Men vi fik fat i et enkelt par som indvilgede i at fortælle lidt - forudsat, at de kunne bevare deres anonymitet.
Han er 41 år og hun er 47. Parret har ingen børn sammen, men hun har fire. De bor i eget hus i Nordjyllandd.
- Vi havde brug for redskaber til kommunikationen så vi kunne blive ved med at passe på vores kærlighed, fortæller de.
På kurset lærte det, at de godt kan kommunikere, og at de skal blive bedre til at høre hvad den anden har at sige. Og det tale-lyttekort, som parret fik udleveret, bruger de stadig, når en af dem har noget vigtigt at sige.
I omgangskredsen har de ikke gjort nogen hemmelighed ud af det.
- Vi har fortalt det til alle i vores omgangskreds. De synes det lyder spændende og er lidt imponerede over, at han vil være med til "sådan noget". De troede det var terapi, så vi måtte fortælle rimelig meget om det.
Efter kurset føler de, at tingene har forandret sig. De er blevet bedre til at lytte og give plads.
- Vi har åbnet for mere kærlighed til hinanden, som de siger.
Hvordan det ville have været, hvis de ikke havde deltaget i kurset, har de svært ved at sige noget om.
- Vi havde stadig været sammen, men ikke med så meget varme og forståelse, siger de.
Lagt på www.nordjyske.dk onsdag d. 04-01-2006 kl. 04:00